Hvad er stenalderkost - principperne

 

Der findes et utal af slankekure både med og uden pulveriseret mad, livsstilsomlægningsmetoder m.m. Hvis der skal skelnes mellem de to former, må det

være at en slankekur er mere kortvarig hvorimod en livsstilsomlægning er et langsigtet forløb, der hele tiden kan forbedres og optimeres alt efter hvor langt man er i processen.    

Fælles for de forskellige livsstilsomlægningsmetoder er, at de ønsker at bidrage med mere overskud til hverdagen, undgå træthed og udbrændthed samt opnå bedre livskvalitet ved at optimere kroppens almene tilstand. 

Det er her stenalderkosten kommer ind i billedet, det er en livsstilsændring som vender op og ned på sammensætningen af måltiderne, da man skal vælge mad baseret på den kost, man indtog i stenalderen. 

Stenalderkost handler om at komme tilbage til udgangspunktet, hvor protein og fedt var den primære fødekilde. Stenalderkost eller palæo som den også kaldes betyder: fra forhistorisk tid. Stenalderkost stammer fra før landbrugsrevolutionen, hvor man var nødt til at flytte sig efter den føde, som man kunne jage og finde i landskabet. Fuldstændig som dyr i naturen stadig lever i dag. 

Stenalderkost er baseret på enkelte principper. Principperne kan inddeles i seks: 

50 - 60 % af kalorieindtaget skal komme fra kød. Spis kød, alt slags kød og gerne magre. Desuden er skaldyr og fisk – især fede fisk – vigtige at få. 

40 - 50 % af kalorieindtaget skal være planteføde. Spis frugter, grøntsager, nødder og sunde olier. Spis IKKE kartofler, som er fulde af stivelse.  

Undgå kornprodukter, altså brød af en hver slags, ris, pasta, majs osv. 

Undgå bælgfrugter såsom bønner, ærter, linser osv. 

Undgå mælkeprodukter. 

Brug ikke forarbejdede fødevarer, altså lav mad fra bunden.   

Hertil kommer så, at man kun skal drikke vand - livets kilde. 

Det kan jo være svært i en moderne tid at leve som et stenaldermenneske. Nogle anbefaler, at man følger principperne punkt for punkt i minimum to uger og derefter lemper lidt på principperne.  

En praktisk tilgang. 

Vores tilgang har været lidt anderledes – vi følger grundprincipperne, men er ikke fanatiske og har valgt en praktisk tilgang, der gør det relativt nemt at følge stenalderkosten: 

Vi er strikse med ikke at spise sukker, kartofler, ris, pasta og brød, hvorimod vi spiser mælkeprodukter, men minimerer brugen af mælk, ligesom vi drikker både kaffe, the og alkohol i moderate mængder. Vi spiser også nogle forarbejdede fødevarer, men vælger en god kvalitet af disse. Brugen af bælgfrugter minimeres. Desuden må vi spise det, vi har lyst til – uanset om det er med i stenalderkosten eller ej – max 3 måltider om ugen. Dette gør det meget nemmere og langt mere overskueligt at følge en levevis baseret på stenalderkost, og uden at vi føler, at vi opgiver en masse for det. Desuden har vi oplevet, at vi efterhånden slet ikke har lyst til at spise, som vi gjorde før. 

Stenalderkosten handler altså om at spise den kost, vi er genetisk kodet til. Det vil sige den kost som vores forfædre levede af og ikke nutidens kost med sukker som ”hovedingrediens”. Vores kost i dag er desværre fyldt med alt for meget stivelse og sukker, og det reagerer vores blodsukker på. Store udsving af kulhydrater i blodet kan give livsstilssygdomme som blandt andet type 2 diabetes. Stenalderkosten handler ikke om, som min mand og jeg ser det, at straffe sig selv og leve med afsavn, men om at give kroppen det den mangler grundet nutidens mange tilbud på skod-mad.   

Stenalderkost er kort sagt en tilgang til livet, hvor helbredet har første prioritet.